Verdenslitteratur på Møn er en helt enestående og traditionsrig litteraturbegivenhed, der i 2024 er i gang med sin 25. sæson! Hvert år præsenterer vi en eller flere internationale forfattere, som ikke nødvendigvis er verdenskendte af et stort, bredt publikum, men som i den grad fortjener at blive det – og ofte siden også er blevet det.
Verdenslitteratur på Møn giver publikum mulighed for at møde en stor international forfatter på en ganske særlig måde. Det foregår i skønne omgivelser på Saftstationen i Damme på Møn, og vi lægger vægt på at sætte rigtig god tid af til samtalerne mellem forfatter, interviewer og publikum. Det betyder, at samtalerne kommer i dybden. Bøgerne bliver endevendt, de temaer, der dukker op, får plads og tid, og vi kommer tættere på mennesket bag de mange ord. Der er desuden tid til bogsalg, signering af bøger og løs snak, inden man kan slutte dagen af med at spise sammen med forfatteren.
Siden nobelpristager Günter Grass var første gæst i 2000, har Verdenslitteratur på Møn haft besøg af store, prisbelønnede fortællere som David Grossman, Mikhail Sjisjkin, Fay Weldon, Haruki Murakami, Ben Okri, Amos Oz, Judith Hermann, Sayaka Murata, Sara Stridsberg m. fl.
Alle har de givet publikum mange litterære og menneskelige oplevelser, ligesom publikum har beriget forfatterne gennem samtaler om litteratur og fortællinger. Günter Grass tog arrangementet til sig med begejstring. Han var siden ofte til stede som gæst og forblev arrangementets nestor indtil sin død i 2015.
Historien bag
I 1999 var det lykkedes Marianne Hiort-Lorenzen at få Dragefestival på Møn i gang i de smukke Mandemarke Bakker på Høje Møn. En kulturbegivenhed som stadig lever i bedste velgående og trækker mange børn og voksne, amatører og professionelle, til Østmøn hvert år i september.
Som bibliotekschef på Møn Bibliotek ville hun også gerne styrke litteraturens plads på Møn. Så derefter gik tankerne til noget helt andet, nemlig ønsket om at skabe en højt profileret litteraturbegivenhed på Møn. Tanken var at invitere én og kun én stor, international forfatter hvert år. En forfatter som også var en god formidler af sit eget værk. På det tidspunkt var udenlandske forfattere et særsyn ved danske litteraturarrangementer.
Udover at det internationale omdrejningspunkt var en stor del af ideen bag Verdenslitteratur på Møn, skulle der også være ro og koncentration omkring forfatteren, det skulle foregå et smukt sted og forfatteren skulle have rigtig god tid sammen med publikum.
Allerede i 2000 havde Marianne Hiort-Lorenzen fået midler til det første arrangement, og Verdenslitteratur på Møn blev en realitet med nobelpristager Günter Grass som første gæst d. 12. august 2000.
Snart blev arrangementet udvidet med en interviewer, så forfatteren havde en god samtalepartner i de tre timer, arrangementet varede. Derefter udvidedes arrangementet til at strække sig over to dage, hver dag med en ny interviewer, så der skabtes forskellighed i de to dage både for forfatter og publikum.
Når man ser tilbage på de år Verdenslitteratur på Møn har eksisteret, er det interessant og skønt at konstatere, at rygtet om et koncentreret møde med store forfattere hurtigt har bredt sig til hele Danmark – og også Sverige og Tyskland. Dette til trods for, at det langt fra er bestsellerforfattere, som inviteres til Møn.
Verdenslitteratur på Møn modtog Lollands Bank og Vordingborg kommunes Kulturpris 2016 for et “ambitiøst og stilsikkert event, der tør flyve højt og som bevarer fokus på at skabe det helt sublime, unikke møde mellem forfatter og publikum.” Marianne Hiort-Lorenzen var indtil 2017 kurator for Verdenslitteratur på Møn, hvorefter Thomas Gunnar Bagge overtog ledelsen af festivalen.