Jón Kalman Stefánsson


Et møde med den store islandske forfatter i samtale med Kim Lembek.

Torsdag den 10. november 2022 kl. 19
i Saftstationen, Fanefjord Kirkevej 35, 4792 Askeby

Jón Kalman Stefánsson (f. 1963) er en af Islands største forfattere. Han debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger: digtsamlinger, noveller og romaner – heraf er ni romaner udkommet på dansk. Han har haft en lang række vidt forskellige jobs, men har siden 2000 arbejdet udelukkende som forfatter. Kalman har et stort publikum i Danmark og er oversat til 37 sprog.

Centralt i Kalmans romaner står de barske livsbetingelser for islændingene som må kæmpe for livets opretholdelse i et hårdt klima, og fortællingerne er altid fulde af voldsomme følelser og skæbnesvangre valg, men også af dagligdags beskrivelser der ofte kan findes side om side med indslag af overnaturlige hændelser. Det er medrivende, poetisk og ofte humoristisk fortalt, og i de store fortællinger er indflettet filosofiske betragtninger om livet, døden og – frem for alt – kærligheden.

Jón Kalman Stefánssons nyeste roman på dansk Dit fravær er mørke, som er udgivet af Batzer & Co, er historien om en kvindes smil der kan vække guderne og lyse verden op. Det er en historie om glemsel og tilgivelse, drømme og forfængelighed, savn og begær, fejltrin og lykke, og om skæbnens standhaftige beslutsomhed. Akkompagneret af Dødens playliste vokser portrættet af en familie langsomt frem. Romanen har fået fremragende anmeldelser! Varighed ca. 2 t 30 min inkl. pause. Der vil være bogsignering efter samtalen.
Vores boghandler sælger bøger på stedet. Der kan købes kaffe, kage og vand før arrangementet og i pausen.

Arrangementet er UDSOLGT

Jon Kalman Stefansson i samtale med Kim Lembek. Verdenslitteratur på Møn 2022.
Fotos: Thomas G. Bagge