Lørdag den 19. og søndag den 20. september 2026
Saftstationen i Damme, Fanefjord Kirkevej 35, 4792 Askeby
Alt udsolgt
Vi er glade for at kunne præsentere den sydafrikansk/britiske forfatter ved Verdenslitteratur på Møn. Glæd dig til to dage med lange samtaler om hendes forfatterskab!
“At læse Levy er som at spankulere side om side med en meget opmærksom rundviser i (følelses-) livets krinkelkroge. At denne dygtige guide samtidig er en forstyrrende drillepind, der udfordrer læseren med sine tankespring og vildledninger, så det kræver nærvær at holde fast, ja det gør »Hot Milk« så meget desto mere vidunderligt udfordrende”, skrev Merete Reinholdt i sin anmeldelse af romanen Hot Milk i Berlingske 22. juni 2025.
Deborah Levy (f. 1959) er født i Sydafrika, men har boet det meste af sit liv i England. Hun romandebuterede i 1989 og var i en årrække tilknyttet Royal Shakespeare Company som dramatiker. Hun har udgivet novellesamlinger, digtsamlinger og dramatik og otte romaner, hvoraf de tre har været nomineret til den prestigefulde Bookerpris. Levy fik et internationalt gennembrud med erindringstrilogien Ting jeg ikke vil vide, Livets omkostninger og Fast ejendom, som blev hyldet som et mesterværk og i dag regnes for en moderne klassiker. Seneste udgivelser på dansk (fra Vinter Forlag) er Augustblå og Skeens placering (2024) og Hot Milk (2025).
Et af omdrejningspunkterne for samtalerne med Deborah Levy ved Verdenslitteratur på Møn bliver romanen Mit år i Paris med Gertrude Stein, som udkommer på Vinter Forlag inden arrangementet.
Verdenslitteratur på Møn er et unikt møde mellem forfatter, moderatorer og publikum, hvor tiden og fordybelsen i samtalen er helt central.
Du vil kunne opleve forfatteren i samtale med Lea Fløe Christensen (lørdag) og Bodil Skovgaard Nielsen (søndag).
Samtalerne foregår på engelsk.
Der vil kunne købes mad og drikke ved arrangementet.
Udover de litterære samtaler vil arrangementet byde på et markant musikalsk bidrag – begge dage – med Ensemble Storstrøm, som har udviklet sin egen litterære koncertform, hvor musikprogrammet kurateres ud fra en bog. Vi ser frem til at byde velkommen til koncert med de 8 fremragende musikere i ensemblet, med indlagte oplæsninger på dansk fra Mit år i Paris med Gertrude Stein. Læs mere om Ensemble Storstrøm her
Program for dagene:
Lørdag den 19. september
12.00 Cafe og boghandel åbner.
13.00 Døre til sal åbner
13.30 Velkomst og koncert med Ensemble Storstrøm, med oplæsning af Laura Allen Müller fra bogen Mit år i Paris med Gertrude Stein
ca. 14.30 Pause
ca. 14.55 Samtale mellem Deborah Levy og Lea Fløe Christensen om forfatterskabet. Pause undervejs i samtalen.
17.30 Slut. Bogsignering.
Cafeen har åbent for salg af mad og drikkevarer til kl. 19.
Søndag den 20. september
12.00 Cafe og boghandel åbner.
13.00 Døre til sal åbner
13.30 Velkomst og koncert med Ensemble Storstrøm, med oplæsning af Laura Allen Müller fra bogen Mit år i Paris med Gertrude Stein
ca. 14.30 Pause
ca. 14.55 Samtale mellem Deborah Levy og Bodil Skovgaard Nielsen om forfatterskabet. Pause undervejs i samtalen.
17.30 Slut. Bogsignering.
Cafeen har åbent for salg af mad og drikkevarer til kl. 18.



