Auður Ava Ólafsdóttir


Velkommen til Verdenslitteratur på Møn 6. og 7. september 2025!

Auður Ava Ólafsdóttir
(foto: Stefan Karlsson)



Mød den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir på Saftstationen i Damme ved samtaler om hendes store forfatterskab.

Sted: Saftstationen i Damme, Fanefjord Kirkevej 35, 4792 Askeby


Program lørdag d. 6/9
Kl. 13. Dørene åbnes. Salg af mad, drikkevarer, kaffe og kage i løbet af dagen fra Café By-Bjerg (Se nedenfor). Boghandleren har åbent.

Elisabeth Skou Pedersen
(foto: Ida Hjorth Winther)

Kl. 14. Samtale mellem Auður Ava Ólafsdóttir og litterat og skribent Elisabeth Skou Pedersen, hvor samtalens tema er BIOLOGI / Natur & mennesker.
Natur, dyr og mennesket som biologisk væsen er et temaspor i mange af bøgerne. Herunder det truede, det at få noget til at gro, fødsler… Ofte sniger der sig naturvidenskabelige fakta med ind i bøgerne, typisk fordi fortælleren er optaget af det. Samtalen er på engelsk. Der er pause undervejs.

Kl. ca. 17. Bogsignering
Kl. ca. 17.30 Fællesspisning (kun lørdag og kun mod forudbestilling. Se nedenfor).


Program søndag den 7/9
Kl. 13. Dørene åbnes. Salg af mad, drikkevarer, kaffe og kage i løbet af dagen fra Café By-Bjerg (Se nedenfor). Boghandleren har åbent.

Lea Fløe Christensen
(foto: Lotte Fløe Christensen)
Laura Allen Müller
(foto: Ida Wang)

Kl. 14. Samtale mellem Auður Ava Ólafsdóttir og litteraturformidler Lea Fløe Christensen, hvor temaet er ORD / Sprog & skrivning.
Det vrimler med skrivende folk i Ólafsdóttirs fortællinger, sprog og arter kan begge være ved at uddø, karakterer gør liv til historier, personer udvikles via sproget. Fortællerne har tanker om konkrete ord og formuleringer.
Samtalen vil også komme ind på skriveprocesser, vejen til forfatterlivet, litterær inspiration mv. Samtalen er på dansk / engelsk. Der er pause undervejs.
Oplæsning søndag: Laura Allen Müller.
Kl. ca. 17. Bogsignering og tak for denne gang.




Auður Ava Ólafsdóttir er født i 1958 i Island. Hun har boet ti år i Italien og Frankrig og har blandt andet læst i Paris. Hun er tidligere lektor ved Institut for Kunsthistorie på universitetet i Reykjavik, men har i en årrække været forfatter på fuld tid – en af Islands mest populære. På islandsk udkom Upphækkuð jörð i 1998 og i 2003 udkom Rigning í nóvember.

På dansk er udkommet Svaner bliver ikke skilt (2016), Ar (2018),
Stiklingen og Miss Island udkom begge i 2019.
I efteråret 2021 fulgte Dyreliv, Eden udkom i 2023, og i foråret 2025 DJ Bambi. Romanerne er udgivet på Batzers Forlag.

Helt fra begyndelsen blev Auður Ava Ólafsdóttirs bøger modtaget med begejstring af både anmeldere og læsere. Hun har meget på hjerte og skriver om både de største og de mindste ting med sødme, humor og alvor. Sproget er elegant, letflydende og poetisk.

Hun har modtaget en række priser, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris (2018) og den franske Prix Médicis étranger.

“Audur Ava Ólafsdóttir har den store kunstners evne til at beskrive den særprægede så præcist, og med så megen humor, at hun bliver universel.“ – Thomas Bredsdorff i Politikens anmeldelse af DJ Bambi.

“Ólafsdóttirs speciale er de små rejser vi foretager for at redde os selv og dem vi holder af. Hun er hjertets fornemste kartograf.” – Sjón

Arrangementet finder sted lørdag den 6. og søndag den 7. september. Begge dage kl. 14 – 17.30


Billetter koster kr. 240 pr. dag, for unge u/ 26 kr. 140. (Plus billetgebyr)


Mad og drikke
Der er mulighed for at bestille mad til lørdag aften, efter arrangementet. Kun mod forudbestilling! Nyd en lækker buffet fra Café BY-BJERG med Australsk chiligryde (vegetar) m. couscous, creme fraiche og friske krydderurter. Dertil diverse salater og brød. Pris kr. 150.

I løbet af begge dage fra kl. 13 – 17 vil der desuden være salg af sandwichboller, drikkevarer, kaffe og kage.

Læs her lidt om hvad der ellers sker på Møn i weekenden.