s
logo.png

Historien bag

I 1999 var det lykkedes Marianne Hiort-Lorenzen at få Dragefestival på Møn i gang i de smukke Mandemarke Bakker på Høje Møn. En kulturbegivenhed som stadig lever i bedste velgående og trækker mange børn og voksne, amatører og professionelle, til Østmøn hvert år i september. 

Som bibliotekschef på Møn Bibliotek ville hun også gerne styrke litteraturens plads på Møn. Så derefter gik tankerne til noget helt andet, nemlig ønsket om at skabe en højt profileret litteraturbegivenhed på Møn. Tanken var at invitere én og kun én stor, international forfatter hvert år. En forfatter som også var en god formidler af sit eget værk. På det tidspunkt var udenlandske forfattere et særsyn ved danske litteraturarrangementer. 

Udover at det internationale omdrejningspunkt var en stor del af ideen bag Verdenslitteratur på Møn, skulle der også være ro og koncentration omkring forfatteren, det skulle foregå et smukt sted og forfatteren skulle have rigtig god tid sammen med publikum. 

Allerede i 2000 havde Marianne Hiort-Lorenzen fået midler til det første arrangement, og Verdenslitteratur på Møn blev en realitet med nobelpristager Günter Grass som første gæst d. 12. august 2000. 

Snart blev arrangementet udvidet med en interviewer, så forfatteren havde en god samtalepartner i de tre timer, arrangementet varede. Derefter udvidedes arrangementet til at strække sig over to dage, hver dag med en ny interviewer, så der skabtes forskellighed i de to dage både for forfatter og publikum.

Når man ser tilbage på de foreløbig 17 år, Verdenslitteratur på Møn har eksisteret, er det interessant og skønt at konstatere, at rygtet om et koncentreret møde med store forfattere hurtigt har bredt sig til hele Danmark – og også Sverige og Tyskland. Dette til trods for, at det langt fra er bestsellerforfattere, som inviteres til Møn.

Verdenslitteratur på Møn modtog Lollands Bank og Vordingborg kommunes Kulturpris 2016 for et "ambitiøst og stilsikkert event, der tør flyve højt og som bevarer fokus på at skabe det helt sublime, unikke møde mellem forfatter og publikum."




FOTO:
Forfatter Günter Grass (Gyldendal)
Nederst: Mandemarke Bakker (Ole Kragh-Sørensen)