s
logo.png

Det siger publikum

Igennem alle årene har publikum været en stor del af Verdenslitteratur på Møns koncept og udvikling. På mail, via hjemmesiden og facebook og direkte ved arrangementerne.

Jo længere tid der er gået, jo tydeligere er det blevet, at selve ideen om kun at invitere en enkelt forfatter, der til gengæld kan formidle sit forfatterskab, blandt andet er det, som publikum værdsætter og som gør Verdenslitteratur på Møn til noget helt enestående. Mange gange har vi stillet spørgsmålet til vores gæster - skal vi ændre på konceptet? Er der noget vi skal gøre anderledes? Altid har svaret været: NEJ - lad endelig være, det er et fantastisk koncept.

”Det er altså lidt som juleaften. Man glæder sig hvert år,” har en af vores gæster engang sagt. Og publikum kommer ofte langvejs fra. Et særlig velkomment par er de to, der kommer cyklende fra Odense. Der var et år, hvor vi, et par timer før arrangementet begyndte, stod og nød solen foran Fanefjord Skovpavillon. Pludselig lød der høje cykelklokker fra skoven, og så hørte vi råbet: ” Nu er vi her!”  Hvor blev vi glade for at se dem igen.

Hvert år tilbyder folk deres hjælp til Verdenslitteratur på Møn. Og med den bemærkning, at dette helt særlige arrangement, hvor koncentration og nærvær beriger oplevelsen af en stor forfatters værk og person, vil de gerne være med til at bringe videre frem.

Verdenslitteratur på Møn havde i 2014 15 års jubilæum.  En lang række store forfattere har været gæster og har alle nydt arrangementet, samværet med publikum og opholdet på Møn. Foreningen Verdenslitteratur på Møn er spændt på at høre, hvad publikum ønsker sig af de næste år?

Du er velkommen til at sende ris og ros til Verdenslitteratur på Møn. Du kan skrive din kommentar til info@verdenslitteratur.dk

 

FOTO:
Øverst: Verdenslitteratur på Møn 2014 (Lene K.)
Nederst: Dieter Stolz, Martina Ruge og Eugen Ruge 2015 (Lene K.)