s
logo.png
Billede ikke fundet.

Eugen Ruge: I tider med aftagende lys

Batzer & Co, 2011

Romanen fortæller en families historie fra 1950'erne over murens fald og frem til 2001. Bedsteforældrene er glødende kommunister og vender hjem fra deres eksil i Mexico til den unge stat DDR for at yde deres bidrag til opbygningen af en ny republik. Deres søn emigrerede som ung til Moskva og endte i sibirisk fangelejr, og nu begiver han sig ud på den samme rejse, men fra den modsatte ende af verden, Uralbjergene. Sammen med sin russiske kone vender han tilbage til det småborgerlige Østtyskland, som han håber vil kunne forandre sig til det bedre. Barnebarnet kan imidlertid ikke finde sig til rette i de snævre rammer i forældrenes og bedsteforældrenes nye hjemland – så han flygter til Vesten samme dag som familiens patriark fylder halvfems. Kommunismen som politisk utopi ser ud til at miste lidt af sin stråleglans for hver generation der går: Det er tider med aftagende lys.

Ruges centrale figur: historikeren Kurt Powileit, flygtede 1935 som teenager til Sovjetunionen, kom i politisk unåde og tilbragte ti år i Stalins fangelejre og senere i forvisning i Sibirien. I 50’erne vender han hjem til Østberlin med russisk kone og en lille søn, Sascha og bygger en tilværelse op i DDR: kritisk, men på systemets præmisser. Hans forældre er i forvejen kommet tilbage fra eksil i Mexiko og hans gamle svigermor bliver hentet ind fra taigaen i 1970’erne, så tre generationer er samlet. Deres liv følger vi med vægten på Kurt og sønnen Sascha, hvis fokus vi på sæt og vis antager som fortællerens optik. Hans liv ligner i meget, hvad man kan læse om Ruges eget liv, men det får være. Mens de ældre generationer mere eller mindre dør i eller med DDR, flygter Sascha i 2001 med en alvorlig kræftdiagnose til Mexico, hvor han til slut opsøger sine bedsteforældres drømmested ved Stillehavet og der måske knytter sin historie – og sine eksistentielle nederlag – til deres. Slutningen er storslået og dybt gribende, men også lige så tvetydig som den øvrige bog: det aftagende lys gør konturerne i omgivelserne uklare, men de indre visioner så meget desto tydeligere.
Og det er grundlæggende bogens store fortjeneste og kvalitet: alle disse skikkelser bliver fastholdt i deres dobbelthed: der er ingen ’helte’ og ingen ’skurke’ (lige bortset fra en række morsomme, men korte parodier på østtyske ’apparatjiks’), disse mennesker har kæmpet og lidt, men også svigtet og undertrykt, de har levet på godt og ondt det liv, omstændighederne gav dem. Ruge kan skildre gamle mennesker, som jeg sjældent har mødt det: først den senile far, som Sascha forlader for at tage til Mexico; så en lalleglad bedstefar, der den 1. oktober 1989 synger hyldestsang til Lenin og Stalin, så ikke et øje er tørt; og en gammel russisk tilflytter (Kurts kone, Irina), der kæmpede som partisan i krigen og nu fordrukken og modløs struggler for at anrette julegåsen på traditionel maner. Ruge kan skrive nogle fantastiske scener mellem komedie og tragedie, så man synes at kunne ane, at han har arbejdet som teaterinstruktør i en årrække. Et flot fortællegreb samler en lang række af historierne i fødselsselskabet 1. oktober 1989, hvor vi jo nu alle ved hvad der skete umiddelbart efter. Den eneste af hovedpersonerne, der ikke er til stede ved den lejlighed, er Sascha: han er denne dag flygtet til Vesttyskland. Hele generationen af østtyske intellektuelle, der med deres baggrund i krigen mod nazismen og forskellige eksilerfaringer ikke kunne forstå, hvorfor DDR mere og mere forfaldt i nystalinisme og småborgerlighed, er fremragende skildret; og den nye generations forkvaklede opvækstvilkår bliver skarpt portrætteret i Saschas søn, Marcus, hvis mor faderen forlader, mens sønnen er lille, på evig jagt efter nye damer. Denne ’don juanisme’ er måske i virkeligheden Saschas vigtigste arv fra sin far og hans generation, og udtryk for den mangel på sammenhæng og kontinuitet, der er hans egentlige ’sygdom’. Til døden, som bogen så bastant tydeliggør det. Til gengæld forsøger han at erindre alle disse svigtede og svigtende mennesker så empatisk og ægte som muligt, her efterligner han også sin far, der efter murens fald nu kan skrive sin virkelige historie: om Stalins lejre og hans rædselsår der. Nu er der bare ingen, der gider læse det: det er blevet ufarlig underholdning.
Det er Eugen Ruges bog ikke: har skriver sig ind i en frugtbar tradition, men gør det med en selvstændig, kritisk profil: han er melankolikeren, den døende kulturs (også den politiske) historiker, han kan strukturere og orkestrere mange fortællestrenge i et logisk og overskueligt mønster og han kan skabe sammensatte, konfliktfyldte menneskeportrætter. Det er ret forbløffende, at denne bog er hans debut som romanforfatter.

Eugen Ruge blev født i Uralbjergene det vestlige Rusland, studerede matematik i Berlin og fik arbejde på Det Centrale Institut for Geofysik i Potsdam. Inden han rejste fra DDR i 1988 var han med til at lave dokumentarprogrammer for statsejede DEFA Studio. Siden 1989 har han skrevet til og oversat for teatre og tv-selskaber, og underviser jævnligt på Berlins Universitet for Kunst.

"Eugen Ruge portrætterer den østtyske historie i en familiesaga. Han formår at udtrykke fire generationers erfaringer over 50 år i en dramatisk raffineret sammensætning. Hans bog fortæller historien om utopien om socialisme, den pris de forlangte af den enkelte, og dens gradvise opløsning. Samtidig er romanen præget af en stærk humoristisk sans og har en god underholdningsværdi ". – Juryudtalelse Deutcher Buchpreis 2011.

”... i disse tider med aftagende lys, skinner varmen af Ruges tilgang til sine figurer igennem idet han giver læseren adgang til deres inderste tanker og følelser. Resultatet er en dybt menneskelig historie om dyrebare minder, skuffelser og frustrationer, og liv i forskellige stadier af forfald. Smukt skrevet og elegant konstrueret I tider med aftagende lys er en sikker og overbevisende debutroman.” - The Dublin Review