s
logo.png

2009 Ben Okri

Den nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri er kendt som en af Afrikas bedste forfattere og har en række romaner bag sig, der bærer præg af hans egen dramatiske fortid og engagement i Afrikas skæbne. I 2009 er han gæst ved Verdenslitteratur på Møn.

Ben Okri blev født i Nigeria i 1959, men tilbragte sin tidlige barndom i London. I 1968 vendte han tilbage til Nigeria sammen med sin familie og var i årene indtil 1970 vidne til grusomhederne under Biafra-krigen. Senere drog han tilbage til England for at studere og skrive, og erindingerne fra Afrika og et vedvarende engagement i de politiske og menneskelige forhold på verdens største kontinent blev hovedtemaet i hans forfatterskab. Foto: Lene K.Ishøy

I 1980 debuterede Okri med romanen 'Flowers and Shadows'. Siden hen er det blevet til i alt 8 romaner samt adskillige digtsamlinger og essays, og Okris værker er oversat til over 20 sprog. Mange af Okris romaner er skrevet associativt og i et ganske poetisk sprog trods den stærke handling. Selv kalder han sin skrivemetode 'the cloud method', idet han lader handlingen bevæge sig i spiraler og spring.

Ben Okri har modtaget en række internationale priser, deriblandt Bookerprisen for romanen 'Sultens vej' i 1991. Han er desuden blevet tildelt ordenen OBE, Officer of the British Empire.

Okris seneste roman på dansk har titlen 'Stjernebog'. 'Stjernebog' er en mytefortælling om både det fundne og det tabte paradis. Afrika- som romanens land direkte benævnes- rammes af en mærkelig plage: "En kold hvid vind, og hvor den end blæste, efterlod den tomme,øde områder bag sig...Den hvide vind begyndte at udslette bjerge og dale, og den begyndte at udslette folks hukommelse, udslette hele landsbyer og byer."
Med sine rødder i afrikansk fortælletradition forener Ben Okri en frodig og dybt fængslende mytologi med en fortællekunst båret af den energi, der strømmer fra dybet af den afrikanske virkelighed.
Romanen er netop udkommet på forlaget Tiderne Skifter, hvor Okris øvrige bøger også er udkommet.

Lyt til Ben Okris smukke engelsk på:
http://www.myspace.com


FOTO:
Øverst: Ben Okri (Lene K.)
Nederst: Ben Okri og Günter Grass (Lene K.)