s
logo.png

Lettipark

af Sigurd Kværndrup

1. Introduktion

To år efter romanen Aller Liebe Anfang udgav Judith Hermann Lettipark med 17 spændingsfyldte og egentlig ret enkle fortællinger, der hver for sig funkler som juveler og giver lange eftertanker. Judith Hermann har fået nye måder at fortælle på, og titelnovellen ’Lettipark’ giver bl.a. nøglen til det: Forholdet mellem fortidigt ungdomsliv og samtidens småborgerlige konsumtilværelse er ofte i fokus i Lettipark, mens Judith Hermann i sine tidlige værker mest skildrede en nutidig ungdom, som var præget af længsel efter noget andet. Der er også forskel på længden af teksterne fra før til nu. I Lettipark er de på mellem 6 og 16 sider, mens de tre første bøger ofte rummer historier på mere end 30 sider. Kortheden spejles også i sproget, som er holdt i hovedsætninger med sparsom underordning, den smukke prosa er nærmest rytmisk, og må være meget velegnet til højtlæsning.

En Lettipark kan man ikke finde på landkortet, men jeg gætter på at det er tænkt ligge i Østberlin dengang det var hovedstaden i DDR; det kunne være slang for en mindre køn bebyggelse, og ’letti’ er italiensk for en dobbeltseng, som i et katalog fra Ikea. Den park er et studie værd, fordi den som bogens titel får symbolkarakter. Og den fungerer i historien som en kulisse, en ydre virkelighed der styrer personernes indre verden. ’Lettipark’ begynder med et tilbageblik, idet Rose og Elena, to ungdoms bekendte, ser hinanden ved en markedshal-kasse. Rose mindes Elena som ung og smuk, klædt som en sigøjnerske, mens hun passede en bar i nabolaget; nu er hun blevet ”tung og gammel, flegmatisk og langsom”, har mistet sin ungdoms stolthed og frihedsfølelse. Som unge havde de en fælles tilbeder med det sære navn Page Shakusky, også lettere sigøjneragtigt. Elena fortalte Page, at hun havde tilbragt sin barndom i Lettipark:

„Rose fällt der Lettipark ein. Pages Geschenk für Elena, und sie kann sich nicht daran erinnern, ob Elena ihn da schon verlassen hatte oder ob sie ihn nach diesem Geschenk verließ. Mit oder wegen dieses Geschenkes verließ. Elena hatte ihre Kindheit im Lettipark verbracht, sie hatte Page davon erzählt. Und Page war losgegangen und hatte den Lettipark für Elena fotografiert. Im Winter. Ein gewöhnlicher, trostloser Park am Stadtrand, eine Brache, und es gab gar nichts zu sehen, verschneite Wege, ein verlassenes Rondell, Bänke und eine leere Wiese. Kahle Bäume, grauer Himmel, das war auch schon alles gewesen. Aber Page war der Spur von Elenas Kindheit mit Andacht hinterhergegangen." (2016: 48-49)

Sådan fremtræder Elenas barndoms park som fotografi, taget en vinterdag af Page; og Rose antager, at konfrontationen med fortiden kan have medført et brud med Page:

”En almindelig, trøstesløs park i udkanten af byen, en brakmark, ingenting at se, tilsneede stier, en forladt rondel, bænke og en tom eng. Nøgne træer, grå himmel, det havde været alt. Men Page var fuld af ærbødighed gået i sporene på Elenas barndom.” (2016: 43, oversættelse Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad)

Hvis Lettipark opfattes som symbol, så betyder det således den form for erindring, der er svækket af skuffelsen over eftertiden og som derfor har antaget sort-hvid karakter, ligesom på et gammeldags fotografi. Heroverfor skildres Page Shakusky som en outsider, måske en indvandrer; men hans handlinger bærer faktisk præg af ægte kærlighed, som når han giver Elena fotografier, eller når han skriver til Rose:

”- I mine drømme har menneskene dit ansigt. Page Shakusky havde skrevet denne sætning til Rose. Midt i alt det mislykkede havde der været noget usårligt ved ham, noget lyst rundt om ham, og Rose ønsker med ét brændende at det går ham godt, hvor han end befinder sig.” (2016: 45)

Spidshistorien ’Kullene’ er også vigtig for læsningen af Lettipark, fordi dens slutning rummer et kristent motiv, og det er nyt i forfatterskabet. ’Kullene’ foregår på landet, dengang man stadig fyrede med kul – og dengang man bedst ved en kollektiv anstrengelse kunne få dem bragt i hus. Vincent, en forældreløs dreng på 4-5 år, dukker op og blander sig i de travle voksnes snak. Hans mor er død af hjertesorg efter en skilsmisse. Til sidst giver Vincent også en hånd med: ”Og vi tog imod kullene fra hans små snavsede hænder som hostier.” (2016: 10) Kærlighed, også i form af næstekærlighed, står fast i Lettipark, hvor ellers mange andre værdier, bl.a. venskab får sig et grundskud.

2. Oversigt

Lettipark er både en bog om desillusionering og modning til at modstå livets skuffelser. Judith Hermann fortæller, at bogen er skrevet fortløbende; men forfatteren har tilstræbt variationer i fortællerteknikken, og den kan med fordel læses som var den komponeret i to halvdele: Den første historie er fortalt i vi-form, de to næste i tredje person, nemlig ’Fetich’ og ’Solaris’. ’Digte’ er en jegfortælling, måske en erindring om faderen; i centrum af bogens første halvdel står ’Lettipark’, fortalt i tredje person; den efterfølges af ’Vidner’, som er tilegnet den irske digter Matthew Sweeney og fortalt i 1. person. ’Papirflyver’ er fortalt i 3. person og endelig ’Øer’ i 1. person, muligvis også en erindring. Bogens første halvdel består således af otte fortællinger, hvor forfatteren veksler mellem en første og tredje persons fortæller og hvor den ydre virkelighed er udgangspunktet og samtidig vejen til den indre.

Anden halvdel begynder med tre tredje persons-fortællinger, nemlig ’Poppelpollen’, ’Visse erindringer’ og ’Hjerne’, hvor et barnløst par må helt til Rusland for at nå deres mål. Så følger ’Brev’, der er tilegnet den berømte oversætter Helmut Frielinghaus, og hvor jeg’et er en mand, der som barn har leget med en jødisk dreng en gang efter krigen; nu opsøger han sin ven i Boston af længsel efter at gense ham. To fortællinger i tredje person står i centrum i denne del, nemlig ’Drømme’ og ’Øst’; og bogen ender med igen at veksle mellem første- og tredjepersons fortællinger: ’Tilbagekomst’, der kan være baseret på en erindring om et barndomsvenskab, der søges genoptaget, forgæves – fordi den mandlige part kun kan snakke om sig selv. Så følger ’Veje Krydses’ om Andre og Vito og deres problemer med at have ”sociale tabere” i nabolaget. Lettipark afrundes med jeg-fortællingen ’Mor’, en erindringspræget tekst om en generation, der passede på sine aldrende venner langt ud over det rimelige, i en fortid uden offentlig hjælp. Dens intro siger meget om Judith Hermanns suveræne fortælleform og stil:

”Halvt i søvne, skrev min mor i sin dagbog, jeg ligger her på ryggen og ser halvt i søvne mit liv passere forbi, rækker af dage der år for år vil passere hurtigere forbi. Når jeg ligger på ryggen klokken tre om natten og halvt i søvne ser mit liv passere forbi, mister jeg lysten og modet. Og om morgenen? Ser verden anderledes ud. Hun var tyve da hun skrev i sin dagbog, sirligt og ordentligt med sin pigede skrift – som hun stadig har nu som gammel.” (2016: 159)

Jeg-fortællingerne giver en særlig intim stemning. De går meget tæt på menneskelige svagheder og problemer, man normalt ikke ville ønske omtalt, og da slet ikke i offentligheden.

3. Den indre virkelighed – og den ydre. ”Alternativ realisme”.

’Drømme’ læser jeg som en kernetekst i bogens anden halvdel; her går historien meget klart fra det indre liv til den ydre virkelighed. I fokus står to veninder, den noget bedrevidende Effi og den spage Teresa. Effi konsulterer hemmeligt tre gange om ugen psykoanalytikeren dr. Gupta, mens hun bliver skilt og tager en ny mand. En dag de mødes på cafe Jurij Gagarin i Berlin, fortæller Effi om dr. Gupta, men også om en drøm hvori Teresa bliver så lille at hun kan putte hende i lommen. Teresa har ikke begreb om drømmetydning og ser et stykke tid på Effi,

”så tænker hun, Effi drømmer at hun beskytter mig. Hun drømmer det fordi hun gerne vil beskytte mig. Fordi hun går ud fra at jeg egentlig er lillebitte, lillebitte og skrøbelig som et æg.” (2016: 118)

En dag får Teresa det så skidt, at hun også opsøger dr. Gupta for at gå i klassisk freudiansk analyse, imens glider veninderne fra hinanden, Effi får et barn, Teresa intet. Analysen skrider meget langsomt fremad, men når dog et resultat, da Effi en dag tænker tilbage på drømmen. Nu vendes tolkningen 180 grader og hun indser, at det var noget helt andet Effi drømte:

”At gøre hende til en dværg, gøre hende lillebitte og én gang for alle lade hende forsvinde, det var det Effi drømte om, og da Teresa er nået frem til denne slutning, kommer dr. Gupta bag hende med en lyd som uden tvivl er bifaldende, en tilfreds indforståethed, næsten en øm ros.” (2016: 124)

’Drømme’ er utvivlsomt baseret på erfaring – som alle Judith Hermanns fortællinger. Hun skildrer her den sårbarhed, man som midaldrende stadig kan ligge under for, når man alligevel ikke er ’ankommet’. Måske skal tilegnelsen af ’Vidner’ til Matthew Sweeney tolkes som en hilsen til en forfatterkollega, der satte sin form for digtekunst på begreb: alternativ realisme.

I den følgende tekst ’Øst’ er Ari og Jessica rejst helt til Odessa, hvor de ankommer efter en lang og anstrengende togtur, mens det stadig er mørkt. Ari har været der før, Jessica ikke. Ari ved af erfaring, at der står gamle koner på stationen for at leje værelser ud til turister; de vælger en af dem og følger efter hende gennem de trøstesløse gader. Men Jessicas indre liv er så fastfrosset, bl.a. i det tyske rengøringsvanvid, at hun slet ikke kan åbne sig over for den fattige østeuropæiske virkelighed. Hun nægter at flytte ind i de rum, som den gamle kone tilbyder dem. Historien afrundes med, at Ari betaler konen, og sammen med Jessica begiver sig ned mod Sortehavet i håb om at finde en virkelighed, der svarer til de EUROpæiske forventninger. Man kan selvfølgelig læse teksten modsat, nemlig som et stykke socialrealisme, der vil afdække hvor langt bagud visse østlande stadig er i udvikling. Imod det taler, at Jessica allerede i historiens begyndelse er karakteriseret som noget af en bitsch, der absolut skal polemisere imod Aris morgenstøn:

”Ari siger, jeg har overhovedet ikke sovet. Jeg har ikke lukket et øje, ikke et eneste sekund. Jeg lå syv elendige timer på ryggen og blev mere og mere radbrækket.” (2016: 126)

Og så kører spillet.

4. Jegfortællingen ’Vidner’

Jeg vender tilbage til Lettiparks første halvdel og til ’Vidner’, tilegnet Matthew Sweney. Det fremgår af pressen, at Judith Hermann har læst den højt ved arrangementer, og som jeg-fortælling kunne den give nysgerrige tilhørere anledning til at stille spørgsmålet, om den er selvbiografisk, ja, måske ligefrem autofiktion? Det behøver den slet ikke at være, men den er helt sikkert baseret på erfaringsvisdom.

’Vidner’ præsenterer først fire personer: jegfortælleren er gift med Ivo og de spiser på fiskerestauranten Anice sammen med Henry og Samanta,

”på et tidspunkt hvor vores ægteskab var lige ved at gå i stykker. Samanta skulle overtage Ivos stilling på instituttet, og det var derfor vi mødtes, de skulle arbejde sammen lidt endnu, men så ville Ivo tage af sted, og Samanta ville blive.” (2016: 46)

Så er der virkelig lagt op til ’hygge’, må man sige, og til en sjov bemærkning fra Henry, da kvinderne bestiller helleflynder (Heilbutt – måske en hentydning til Günter Grass, som Henry ligner). Henry fortæller, at han har hørt en fiskehandler svare en dame, der spurgte hvad en helleflynder egentlig var for en fisk?

”Og hvad sagde fiskehandleren så? Hvad sagde fiskehandleren. Fiskehandleren sagde: Kære dame, helleflynderen er havets Lamborghini. Henry slog med sin flade hånd i bordet, så glassene klirrede, og Ivo fór sammen.” (2016: 47-48)

Senere bliver Henry så beruset og veltalende, at han giver en længere historie til bedste fra sin ungdom. Han hævder at have mødt astronauten Neil Armstrong, stående alene om formiddagen i en bar, mens han selv havde været skidefuld og bare trængte til et stort glas vand. Armstrong var på foredragsrejse for at fortælle om månen, og om det månen havde gjort ved ham. Den havde slået ham ud:

”så havde han løftet sit glas og sagt at jeg slet ikke kunne forestille mig hvordan det var at stå på månen og se ned på jorden. At se disse vanddråber i universet svæve så alene og så skrøbelige i mørket. Jeg kunne ikke forestille mig hvor svært det havde været for ham at vende tilbage til jorden.”

For selskabet antager denne fortælling i historien symbolkarakter, der forstærker følelsen af at menneskeheden er underlagt almægtige kræfter, som synes at indebære vores død som art. Og ’Vidner’, der begyndte så muntert, ender med at ægteparret går hjemad og står et stykke tid på en svajende bro over floden. Fuldmånen er væk. Ivo slår den der elegiske historie hen med, at han har hørt den før. Men for fortælleren stiller sagen sig meget anderledes:

"Jeg sagde ikke noget til det. Jeg tænkte, det er da under alle omstændigheder en god historie, og jeg tænkte, jeg kendte den ikke, og den er da sikkert sand nok, og selv om den ikke er, ændrer det ikke noget. Armstrong havde sagt til Henry at han var blevet nødt til at efterlade noget af sig selv deroppe; han var et spøgelse som i al evighed ville vandre omkring i sit eget fodspor, han var manden i månen. Og jeg tænkte at det var vi også fra nu af – Henry fordi han havde fortalt om det, og Samanta, Ivo og jeg fordi vi havde lyttet til ham, men jeg kunne ikke tale med Ivo om det. Jeg kunne kun holde ham i hånden, der var varm og ligesom ru, som om en smule månegrus var blevet givet videre fra Armstrong til Henry og fra Henry til Ivo, omhyggeligt, op gennem alle årene. Jeg kunne kun stå ved siden af ham på den svajende bro og se ud over floden, afsøge det sorte vand, famle efter en usandsynlig gnist, en mulighed.” (2016: 55)

Her ses det melankolske træk ved Judith Hermanns historier, blandet med en smuk, poetisk eftertænksomhed.

5. Interview med Judith Hermann

I et længere interview med Julia Encke på baggrund af Lettipark siger Judith Hermann bl.a. om sine tidlige historier og deres persongalleri (Frankfurter Allgemeine, 23.5.2016):

JH: ”Alle figurerne havde denne længsel, ja, og faktisk er de gået ud fra, at den ville blive opfyldt på et eller andet tidspunkt, at der ville findes en form for ankomst, lidt lige som en ankomst i det virkelige liv. Disse figurer har nu indset, at denne længsel ikke lader sig opfylde. Man vil altid have den, afhængigt af ens livsalder knytter den sig til nye temaer („Sujet“), men den er der altid – der vil ikke findes ikke nogen tilfredsstillet længsel. Det gik mig selv på samme måde. Jeg troede, at når jeg nåede den alder jeg nu er i, så ville jeg i en bestemt henseende være ankommet.

JE: Og?

JH: Set fra i dag forekommer det mig forrykt at have haft denne antagelse. Naturligvis er det fuldkommen anderledes, selvfølgelig er jeg fjern fra enhver ankomst.

JE: I Lettipark er det „færdige liv“ også på spil. Det drejer sig om en fase i tilværelsen, hvor det som synes at være etableret igen kan bryde sammen, eller faktisk bryder sammen.

JH: „Mine figurer er temmelig selvfølgeligt gået ud fra, at de en gang ville ankomme til et livsrum, hvor tingene ville få en endegyldig bestandighed – en selvvalgt orden. Og så bliver man ældre, og fastslår tyve år senere at der findes en dagliglivets orden, men samtidig også en bevidsthed om, at denne kan styrte om, fra det ene til det næste øjeblik og gennem de forskelligste påvirkninger af enhver art.”

 

Læs også om:
Al kærligheds begyndelse
Alice

ILLUSTRATION / FOTO:
Øverst: Lettipark. Bogomslag med illustration af Ina Christensen
Nederst: Judith Hermann fotograferet af Andreas Labes, Berlin