s
logo.png

Alice

Af Sigurd Kværndrup

 

1. Introduktion

Judith Hermanns tredje bog Alice (oversat af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad) består af fem noveller og shortstories hvis fælles hovedperson hedder Alice. I historierne er der hentydninger til handling og personer i andre af bogens tekster: således optræder Alice sammen med sin mand Raymond i ’Richard’, hvis død Alice venter på sammen med sin veninde Margaret, mens ’Raymond’ skildrer Alice’ reaktion på sin mands død, ikke længe efter at Richard er gået bort. Alice er på sin vis også en form for brugsbog om dødsfald idet den især beskriver forskellige måder at reagere på dem. Det lyder måske lidt traurigt, men det er det langt fra. Bogen er et usentimentalt, stilistisk mesterværk, og Alice et stærkt portræt af en kvinde, der inden for kort tid oplever tabet af venner og sin egen samlever. Man kan enten læse de fem afsnit af bogen som selvstændige fortællinger eller som kapitler i en roman, som giver episoder af Alice’ liv.

De to første tekster er længere noveller, der foregår henholdsvis i det kedelige Zweibrücken i Rheinland Pfalz (’I Micha’) og i et sanseligt skildret Norditalien nær Gargnano Bogliaco tæt ved Gardasøen (’II Conrad’). De tre kortere tekster (’III Richard’, ’IV Malte’ og ’V Raymond’) finder sted i Berlin, og rummer dejlige stemningsbilleder fra den by forfatteren elsker. Micha er Alices tidligere kæreste, der nu ligger for døden et fremmed sted. Hans hustru Maja har tilkaldt Alice for at få hjælp med at passe et spædbarn, mens hun selv besøger Micha på sygehuset. Conrad er en faderlig ven og mentor, der har inviteret Alice til sin skønne feriebolig nær Gardasøen; her møder hun op sammen med veninden Anna og ’Rumæneren’, oplagt til at nyde selskabet med Conrad og hans kone Lotte, blot for at opdage at Conrad er sengeliggende med høj feber, som han fuldkommen uventet dør af. Richard er også en ældre ven, måske en forfatterkollega, hvis død til gengæld er forudset og hans begravelse planlagt i mindste detalje, endog datoen; under fortællingens overflade lurer en anelse om, at Alice også kommer til at overleve Raymond. Onkel Malte er død for egen hånd før Alices fødsel, hun opsøger hans kæreste Friedrich i en sansemættet eftersøgning af et stykke fortid, som har efterladt et savn. Den sidste shortstory skildrer hvordan tiden går efter at Alice har mistet Raymond; hun skiller sig af med hans ting, et arbejde som forenes med genoplevelse af fælles liv; Alice synes at gense Raymond overalt, når hun går igennem byen. I en scene hvor hun skal tage solbad genkalder hun sig også tiden i Italien, og læseren bliver mindet om at bogens forløb er Alices livs tid:

Det var længe siden hun havde solet sig på den måde, sidste gang var vel for hundrede år siden, dengang, med Anna, ved Lago di Garda, ja, det var virkelig længe siden. Erindringen var dragende, længselsfuld, fuld af kærlighed, en tilstand, og intet ville nogensinde ændre sig ved denne kærlighed. Annas hår, mat af solen, hendes skinnende sorte øjne, hendes hænder, der var ru som et barns. Ligge ved siden af hinanden, sole sig, tale ud i luften, se ud over vandet, holde hånden op foran øjnene. Rode rundt i de runde, slebne småsten, vælge nogen ud og så alligevel lade dem ligge. Betragte den brune hud i spejlet om aftenen, det hvide bryst over den brune mave. Det havde hun i hvert fald ikke gjort sammen med Raymond. (2011: 163)

2. At digte med underforståede følelser og tanker

Dieter Wunderlich skrev i Buchtipps und Filmtipps 2009: ”Judith Hermann oplader ikke ”das Sterben” patetisk med betydning, men fremstiller det som en banal hændelse i hverdagslivet. I overensstemmelse hermed fremkalder læsningen af denne stille bog heller ingen emotioner.” Men disse følelser, som Wunderlich efterlyser, er fra forfatterens side tænkt ind i bogens læseroplevelse, dens reception; den er fortalt ’sotto voce’, med lavmælt stemme i et ekkorum, hvorved læserens egne emotioner får plads til at folde sig ud. Kendere af Bangs impressionisme og af minimalismen hos en Helle Helle er med andre ord klædt godt på til at forstå Alice. I bogens forløb ændres stilen umærkeligt mod det lettere og længere sætninger, samtidig uddybes hendes eget forhold til døden, især formuleret i sidste afsnit af ’IV Malte’, hvor Alice indser, at det måske ville tilføje ”einen Ring mehr um eine unkenntliche, beständige Mitte“. Friedrich har givet hende Maltes breve:

”Hun holdt posen med Maltes breve fast i hånden og klatrede op ad trappetrinene til banegården. Og nu. Læse brevene nu eller senere eller måske slet ikke. Hvad der end stod i dem – det ville ikke forandre noget. Men måske ville det tilføje noget, endnu en ring om en ufattelig, bestandig midte. Alice holdt fastere om brevene. Jeg er jo bare en blandt mange, tænkte hun, og så forsvandt hun i den prægtige, vinterligt kolde banegårdshal blandt alle de andre og alle de mange muligheder for at rejse i den ene eller den anden retning.”

3. Judith Hermanns stil

Er der noget den tyske kritik er enig om, så er det at Judith Hermann er en stilens mester. I ’Micha’ er den betinget af afmægtig venten i et allerede eksisterende ekkorum. Den begynder sådan:

”Men Micha døde ikke. Ikke natten mellem mandag og tirsdag, heller ikke natten mellem tirsdag og onsdag, han ville muligvis dø onsdag aften eller natten til torsdag. Alice mente at have hørt at de fleste mennesker dør om natten. Lægerne sagde ikke længere noget, de trak på skuldrene og viste hende deres tomme, desinficerede hænder. Der er ikke noget at gøre, vi beklager.” (2011: 7)

Der er tale om en novelle med en begivenhed der ændrer spillet. Maja har bedt Alice om at komme, fordi barnet ikke længere vil med på sygehuset så slemt har hans far skæmmet sig; selv om Alice knap kender Maja, rejser hun til Zweibrücken for at være barnepige, men også for at se sin gamle kæreste en sidste gang. Alice reflekterer over byens navn:

”Der var sket det at Micha lå for døden i Zweibrücken. To broer, i Alices ører lød det poetisk, men det var et skævt billede, for den døende var der jo kun én bro, hvis overhovedet nogen. Hvem var den anden til? Zweibrücken, sådan var det blevet. Efter en lang odyssé fra det ene hospital til det andet lå Micha til sidst for døden, tilfældigvis på et katolsk hospital langt væk hjemmefra.” (2011: 10)

De to kvinder og Majas spædbarn skal flytte fra en ferielejlighed til et større hus i byens udkant. Fra at være ganske trygge ved det nye sted, ændres dette brat da Alice bliver udsat for sexchikane af udlejeren; men stilen med dens tilsyneladende ligegyldige (men meget tyske) opremsning af ting, ting og ting er med til at strække beskrivelsen og den stadige venten på afslutningen:

”Maja var optaget af kvinden og barnet i et af soveværelserne, det lød som om barnet hoppede på sengen, det hvinede af fryd. Alice vendte blikket fra vinduet og så i stedet på den rustfrie stålvask og på hylden over vasken, plasticdåser med krydderier, halvfulde dåser, merian, rosmarin, forskellige slags peber, alt sammen en smule snusket, lågene var klistrede, vasken heller ikke helt ren. Hun åbnede forsøgsvis for vandhanen og lukkede så igen, så stod manden bag hende. Han tog om hendes liv, lagde sine hænder på hendes hofter og trak hende ind til sig, et øjeblik holdt han om hende, så skubbede han hende til side, slap hende. Tabletterne til opvaskemaskinen ligger her under vasken, sagde han og pegede et eller andet sted hen.” (2011: 24)

I resten af novellen er Alice mest alene i lejeboligen, mens værten nærmer sig faretruende flere gange. Hun gribes af angst for flere overgreb. Da Micha endelig er død, rejser personerne hver til sit, givetvis for ikke mere at mødes. De fik aldrig lov til at være sig selv med deres sorg og venten, irrelevante begivenheder overtog styringen og efterlod kvinderne som ofre. Novellen tegner samtidig de første streger til et portræt af en ensom og nervebetonet Alice, der vil gøre alt for sine venner og tidligere kæreste. Den samme problemstilling karakteriserer ’Richard’, men her er konen afklaret og den døende bevidstløs af drugs. Så Alice drager hjem igen og tager i stedet på skovtur med sin mand Raymond – et lidt specielt navn, måske en hilsen til den amerikanske forfatter Raymond Carver (1938 – 1988), et af Judith Hermanns forbilleder som digter af shortstories.

4. Den italienske rejse

Hvor Micha præges af afmægtig venten, så karakteriseres den knappe stil i ’II Conrad’ af forventning der skuffes, en potentiel komedie vendes til tragedie. Forestil dig, at du har kørt hele vejen fra Berlin til Gardasøen for at besøge en kær gammel ven, for så at opdage, at han ligger syg med høj feber. Hans kone slår det hen – ligesom han selv mener at han bliver rask dagen efter. Helt overraskende dør han i stedet to nætter efter din ankomst. Det er begivenheden i denne novelle; men den er samtidig præget af et tropismeagtigt filigran af psykologiske spil imellem Alice og hendes to medrejsende, som ikke kender Conrad. Rumæneren har fungeret som chauffør, men er nu også en potentiel elsker, mens tiden skal fordrives med italiensk hygge:

"Campari, råbte rumæneren nedefra op til dem, det var egentlig ikke til at holde ud. Hvad mener du, sagde Alice, lænet op ad dørkarmen til Annas værelse, med de bare ben krydset og armene samlet på brystet, skal vi svømme allerede i dag? Ja naturalmente, sagde Anna, hvad havde du ellers tænkt dig.
Fra køkkenet gik man ud af huset ad den ene dør, og ind i spisestuen ad den anden. Sytten skridt fra køkkenet gennem spisestuen, stuen og en hvid dobbeltdør ud til terrassen. Terrassen var det syvende værelse, på stenbrystningen lå der puder. Alice sad på bænken ved siden af køkkendøren foran huset. Firben på husmuren, deres hemmelige raslen i efeuen. Ingen vind længere. Intet. Hun sad et stykke tid sådan. Så rejste hun sig og gik ind i køkkenet, gik uden et ord forbi rumæneren og igen de sytten skridt ud på terrassen, hvor Anna sad på en rød pude på stenbrystningen, lænet mod en søjle, med et glas i venstre hånd, knæene bøjet, hovedet på skrå og det filterede hår samlet i en barnefletning.
Hun smilede til Alice, viste sin knækkede venstre fortand. Hvilken lettelse at se hende.
Hvilken lettelse at se dig, sagde Alice. Du har ingen anelse, ingen anelse.
Og hvad hvis jeg har, sagde Anna.
Så ændrer det ingenting, sagde Alice.” (2011: 56-57)

Anna karakteriseres som underklasse via sin barnefletning, lette påklædning og uplejede tænder. Alice er hende overlegen, men det er Anna der den første nat, hvor de drikker sig stangstive, sover sammen med rumæneren. Trods tømmermænd skal de tidligt op. Lotte, Conrads hustru, har bedt dem om at køre hende til det hospital, hvor Conrad er blevet indlagt. Hans feber er steget. I novellens smukkeste scene besøger Alice dagen efter sin mentor der slet ikke har givet slip på livet. Uden at vide det er Alice den sidste der ser ham i live:

”Conrad lå i sengen. Sengen stod ved vinduet, foran vinduet hang en persienne, grøn, halvt trukket ned, værelset var oplyst af linealer af lys. Intet klimaanlæg, kun ventilatorer i loftet. Sæt dig hos mig, sagde Conrad. Han klappede let på sengen med hånden, Alice satte sig på sengekanten. Conrad var nøgen, et hvidt tyndt lagen over hans lænd, det var alt. Alice så ham nøgen for første gang, hun var forbløffet over hvor smuk han var, en nøgen gammel mand med hvidt hår på brystet og solbrændt hud, en smule lysere på armenes bløde inderside og ved halsen, han så tung ud, der var intet skrøbeligt ved ham. Hun tænkte, hvis han ikke havde været syg, ville jeg have set ham sådan for første gang, når vi tog ned for at svømme, og hun vidste ikke hvad hun helst ville have oplevet. Hans nøgenhed i denne seng. Måske. Conrad åndede let, han så hele tiden på Alice, undersøgende, stolt. Han sagde, det er for dumt. Det er for dumt at jeg ligger her og I er kommet, det er på høje tid at det holder op. Jeg kommer hjem, i morgen. Det er jo ikke til at holde ud. Jeg vil jo se dig i vandet, du skal med mig ud og svømme, har du allerede svømmet i dag? Ja, sagde Alice. Lydigt, og som sandt var. Vi var ude og svømme. Hos jer, nedenfor, ved stranden i Villa. Var det koldt? Ja, det var koldt. Conrad nikkede, det var tilsyneladende meget vigtigt for ham at vandet var koldt. Det var også vigtigt for Alice. Og hvilket værelse sover du i? I dit værelse, sagde Alice. Hun tilføjede, Anna sover i værelset ved siden af. Rumæneren i det lille værelse ved trappen. Hun var sikker på at Conrad ville være begejstret for Anna. For letheden bag hendes mørke ydre. Platonisk tiltrækning. En følelse af ømhed – ligesom for personer i bøger, en imaginær følelse. (…) Jeg kommer hjem i morgen. Godt, sagde Alice. (…) Conrad løftede hånden og rørte ved Alices ansigt. Det havde han aldrig før gjort. Han lagde ganske kort sin håndryg mod Alices kind, kneb den lidt, som om hun var et barn. Han sagde eftertænksomt, ved du hvad, jeg troede jeg var usårlig. Det troede jeg. Han rystede på hovedet og så hen mod vinduet, mod lyset mellem de grønne persienner, så kikkede han igen på Alice og sagde, jamen, så ses vi i morgen. Kør forsigtigt. Vi ses i morgen, sagde Alice. Hun rejste sig, stod ved sengen, løftede skuldrene og lod dem synke igen. De smilede begge. Alice gik ud af værelset, ned ad den lange, lyse gang til elevatoren. De sad ved siden af hinanden nu, Lotte i midten, mellem Anna og rumæneren, og Alice blev stående foran dem. Rumæneren så ud på parkeringspladsen. Anna så på Lotte. De tav alle tre. Han har det bedre, ikke sandt, sagde Lotte. Ja, det tror jeg, sagde Alice. Han har det bedre. Jamen, så kører vi hjem, sagde Lotte. Hun pegede på elevatoren. Jeg sagde farvel før, vi kan gå.” (2011: 73-76)

Bogens sidste tekst, ’V Raymond’, skildrer Alice alene i en verden fuld af minder om den afdøde kæreste. Hun møder rumæneren igen, og for anden gang i bogen løber han en børneremse igennem, første gang med Anna, nu med Alice:

”Hver søndag nævner min far de ni planeter for mig. De sagde dem sammen. Jupiter, Saturn, Jorden, Mars, Venus, Merkur, Uranus, Neptun og Pluto. Den gælder ikke mere, remsen, sagde rumæneren. Det ved du vel forhåbentlig. Pluto er afskaffet. I stedet er der nu to andre planeter. Det ved jeg, sagde Alice. Vi kan jo finde på en ny remse.” (2011: 179 – 180)

Dødsplaneten Pluto er afskaffet, og det kan tolkes som et håb om, at den gamle tids skæbnetro også kan ophæves, så ”vi kan jo finde på en ny remse”. Bogen ender på en optimistisk tone med, at Alice vandrer gennem den venlige nat i Berlin og nær hjemmet genser Raymond – i skikkelse af en indisk kok.

 

Læs også om:
Al kærligheds begyndelse
Lettipark

 

ILLUSTRATION / FOTO:
Øverst: Alice. Bogomslag med illustration af Ina Christensen
Nederst: Judith Hermann fotograferet af Andreas Labes, Berlin