s
logo.png

Al kærligheds begyndelse

Af Sigurd Kværndrup

Årets navn i Verdenslitteratur på Møn Judith Hermann blev født i 1970 i Vestberlin, studerede tysk og filosofi og debuterede i 1998 med en samling fortællinger om storbyliv Sommerhaus, später. Efter ’die Wende’ i 1989 fik vestberlinerne bedre mulighed for at komme udenfor byen, og Brandenburg blev opland hvor unge mennesker kunne finde billige boliger, sådan som det skildres i titelnovellen. Bogen fik megen omtale, både for sine litterære kvaliteter og som udtryk for en ny forfattergeneration, blev flot anmeldt og oversat til ’Sommerhus, senere’ i 2000. Judith Hermann genintroducerede således shortstoryen i tysk litteratur, formentlig inspireret af et længere ophold i New York, hvor hun studerede journalistik. I 2003 fulgte den humorfyldte fortællesamling ’Nichts als Gespenster’, hvoraf en del blev filmatiseret i 2007, på dansk Spøgelser, overalt (2004). Alice (2009) er en konceptstyret novellesamling med samme hovedperson og en undersøgelse af én tematik: en kvindes møde med døden i familien og blandt venner. I 2016 udkom Hermanns seneste shortstories med den fortryllende titel Lettipark, der samme år udkom på dansk på forlaget Batzer & CO – som alle de senere værker.

Judith Hermann har fået talrige priser, bl.a. Kleist-prisen og Friedrich-Hölderlin-prisen. Hun bor stadig i Berlin og kommer som årets gæst til Verdenslitteratur på Møn d. 23. og 24. september.

Romandebuten: Hermanns Eventyr

1.

Judith Hermanns foreløbig eneste roman ’Al kærligheds begyndelse’ (oversat fra Aller Liebe Anfang 2014) er fremragende og umiddelbart gådefuld: titlen kan få en til at tænke: ’Endelig en seriøs kærlighedsroman. Her er ikke kun en opskrift på, hvordan et kærlighedsforhold ville kunne begynde, men hvordan det altid begynder’… Romanen fortæller om et forstadskvarter med fuglesang og smukke planter, hvor idyllen brydes af at hovedpersonen Stella udsættes for stalking af en yngre mand, som kalder sig Mister Pfister. Han bor længere nede ad vejen og ringer på familiens haveport, men kun når Stella er alene hjemme. Han beder hende, om hun ikke vil tale med ham, men det afviser hun konsekvent, og støttes heri af sin eneste veninde Clara. I stedet putter Mister Pfister småting i Stellas postkasse såsom en diktafon, et USB-stik og en hjemmebrændt CD, samt små sedler med meddelelser. Dem læser hun ikke, men gemmer dem dog i en skotøjsæske. Tidligt i forløbet lader Stella modstræbende sin gravalvorlige mand læse et brev fra Mister Phister, der viser sig at være en form for poetisk kærestebrev:

Ich wünsche mir, dass du mich ansiehst. Dass du mich ansiehst und mir zuhörst. Ich wünsche mir auch, dass wir uns schon immer hätten kennen können, du wirst älter, wir haben nicht mehr viel Zeit. Du wirst lächeln, wenn du mich ansiehst, es kann gar nicht anders sein. Ich werde dir zeigen, was ich sehe: die Drossel, ihr getupftes Gefieder, den Park, die Seiten des Buches, in dem ich lese Grundgütiger, sagt Jason. Was ist das. Er liest den Brief zu Ende, faltet ihn zusammen, steckt ihn wieder in den Umschlag, er sieht sich den Umschlag an, beide Seiten, er legt den Umschlag vor sich auf dem Tisch, dann lehnt er sich zurück. Der Ausdruck seines Gesichtes ist wirklich nicht zu deuten. Er sagt, o. k. Und was soll das? Stella sagt, ich habe keine Ahnung. Sie nimmt an, dass ihre Stimme falsch klingt, obwohl sie versucht, die Wahrheit zu sagen. Sie sagt, ich habe keine Ahnung, ich kenne ihn nicht. Ich habe ihn nie zuvor gesehen, er stand am Mittwoch das erste Mal vor der Tür und wollte – mit mir sprechen. Er wollte was, sagt Jason, jetzt sieht er Stella an. Mit mir sprechen, sagt Stella gereizt. (2014: 52-53)

”Jeg ville ønske at du så på mig. At du så på mig og lyttede til mig. Jeg ville også ønske at vi altid havde kendt hinanden, du bliver ældre, vi har ikke længere så meget tid. Du vil smile når du ser på mig, det kan slet ikke være anderledes. Jeg vil vise dig hvad jeg ser: droslen, dens spættede fjerdragt, parken, siderne i den bog jeg læser i. Hold da op, siger Jason. Hvad er det for noget. Han læser brevet færdigt, folder det sammen, lægger det tilbage i konvolutten, betragter konvolutten fra begge sider, lægger den foran sig på bordet, så læner han sig tilbage. Det er vanskeligt at tyde hans ansigtsudtryk. Han siger, okay. Og hvad skal det så betyde? Stella siger, jeg har ingen anelse. Hun fornemmer at hendes stemme lyder falsk, selvom hun forsøger at sige sandheden. Hun siger, jeg har ingen anelse, jeg kender ham ikke. Jeg har aldrig set ham før, i onsdags stod han for første gang foran døren og ville – tale med mig. Hvad ville han, siger Jason, nu ser han på Stella. Tale med mig, siger Stella ophidset. Jeg kan kun gentage, hvad han sagde.” (2016: 49-50)

Natten efter denne mislykkede samtale ligger Stella vågen og indser, at hun savner at blive set, at blive hørt, at tale med sin mand om det hun læser og at have fælles oplevelser af naturen omkring dem. Derimod er hun helt sikker på, at hun ikke ville være gift med Jason, hvis de havde kendt hinanden altid.

2.

Stella er hjemmesygeplejerske, og hendes deltidsjob med at passe tre ældre mennesker skildres med omhu og kærlighed af Judith Hermann. Stella er ofte alene med sin lille datter, Ava, fordi Jason næsten altid er på arbejde som bygningskonstruktør langt borte. Trods afvisningen af Mister Phister, bliver Stella stærkt påvirket af hans insisterende forsøg på kontakt, for det fortsætter i evigheder. Man skal givetvis opleve situationen som et billede på den utilfredsstillende tilværelse Stella lidt tilfældigt er endt i og som hun måske, måske ikke, vil gå fra. I en eksperimenterende fortælleform smelter de to hovedpersoners bevidsthed sammen, så hun bliver til ham og han i hende (kapitel 17). Her viser Hermann noget af kærlighedens hemmelighed, åbningen af individets autonomi, der kan føre frem mod en næsten opløst identitet.

Efter at have talt om sit symptom med en cykelsmed på vejen, beslutter Stella sig for endelig at tale direkte med Mister Pfister. Hun går hen til hans hus, ringer på, og i to ophedede samtaler forklarer hun ham, at han må holde op, hun kan ikke klare det mere, falder fra hinanden og får angstanfald. Han erkender, at han ikke kan lade være at kontakte hende og trygler hende om at gå til politiet. Til sidst bliver det for meget for ægteparret, de melder stalkeren til politiet, han får et tilhold, og da han alligevel ikke kan nære sig, slår Jason ham til plukfisk. I romanens sidste kapitel er parret flyttet til nye omgivelser. Stella begynder at reflektere over sit liv; man kan sige, at hun (med Kierkegaard) har levet det forlæns og nu søger at forstå det baglæns. I et brev til Clara skriver hun:

Ich empfinde es als ungerecht, dass sich die Verkettung der Dinge nur im Nachhinein erkennen und begreifen lässt. Und auf der anderen Seite bin ich glücklich, hab ein wildes und zuversichtliches Herz. Ich gebe jetzt die Schlüssel ab; wenn ich aus dieser Tür gehe, werde ich mich nicht mehr umdrehen, kein einziges Mal mehr, ich schwöre dir das. Und ich denke – wo ich morgen sein werde, ist ja heute schon vorbei. Gib auf dich acht! Sei bei mir, deine – (2014: 217)

”Jeg synes det er uretfærdigt at tingenes sammenhæng først bliver forståelig og begribelig når noget er overstået. På den anden side er jeg lykkelig, har et vildt og tillidsfuldt hjerte. Nu afleverer jeg nøglen; når jeg går ud af denne dør, vil jeg ikke vende mig om, ikke en eneste gang, det lover jeg dig. Og jeg tænker – hvor jeg er i morgen, er jo ligegyldigt i dag. Pas på dig selv! Vær hos mig, din – ” (2016: 208)

3.

Men hvor begyndte den kærlighed? Romanens prolog (i himlen) giver en antydning; Stella kommer lige fra sin veninde Claras bryllup, og hun har grebet brudebuketten, da hun møder sin kommende ægtemand, gennem sin angst for at flyve. Hun beder ham om at måtte sidde ved hans side og hun klamrer sig til hans barkede håndværkerhånd, mens han roligt sover på rejsen. Siden bliver de gift, og i romanens kapitel 1 har de fået datteren Ava. Og det er ikke første gang Judith Hermann har beskrevet angst i relation til et kærlighedsforhold: I Spøgelser, overalt har fortællingen ”Ruth (veninder)” en kernescene hvor hovedpersonen møder den mand, Raoul, som har været Ruths kæreste. Han har lokket hende fra Berlin til Würzburg og hun glæder sig til at møde ham, lettere forelsket – på trods af, at hun har lovet Ruth aldrig at ”begynde på noget med ham”. Der sker følgende:

”Jeg stillede mig op i den lange kø af udstigende, skridt for skridt for skridt, og ingen standsede mig, og så stod jeg på perronen og gik af sted i retning af udgangen, og da jeg endelig så Raoul, vidste jeg straks og med usvigelig sikkerhed, at jeg havde taget fejl. (…) Han stod som en der skal hente nogen ved toget, ventende, forventningsfuld, måske også urolig, han stod som alle andre, og han var ikke bange. Jeg gik hen imod ham, og jeg kunne se at han ikke var bange, at han nok var usikker og urolig, men angsten, den angst jeg følte, og som gennemrystede mig, den havde han ikke.” (2004: 32).

Den tyske original understreger endnu klarere, at Hermann vil bruge begrebet angst:

”in Erwartung, vielleicht noch unruhig, er stand da, wie alle anderen auch, und er hatte keine Angst. Ich ging auf ihn zu und ich konnte sehen, dass er keine Angst hatte, dass er wohl unsicher war und aufgeregt, aber Angst, diese Angst, die ich empfand und die mich schüttelte, die hatte er nicht.“

Af samme grund bliver der ikke et kærlighedsforhold ud af den weekendtur til Würzburg.

Som dansk læser kan man næsten ikke undgå at tænke på Kierkegaards hovedværk Begrebet Angest, som Hermann også må kende fra sine studier i filosofi ved universitetet i Vestberlin. Kierkegaard sætter angst i relation til frihed og indsigt i menneskets egentlig åndelige natur, mens Hermann på sin måde går et skridt videre og meget overbevisende sætter angsten i relation til den gryende forelskelse. Denne åbner også for ny frihed, nyt liv og sætter dermed spørgsmålstegn ved hverdagslivet og dets glemsomhed. Stella gribes af panik af Mister Phister, fordi hun ikke bare føler sin eksistens truet, men også sat spørgsmålstegn ved hele sit liv med mand og barn.

4.

Måske er Mister Phister ikke helt så ubekendt i Stellas liv som hun gerne vil give udtryk af. Hemmelighedsfuldt antydes dette – næsten gyseragtigt – af et gammelt fotografi ”fra sengen i værelset”, som Phister finder i sine rodede gemmer, og som han vist selv sætter i forbindelse med Stella (2016:152 og 199). Er det taget dengang den ellers så kyske Stella havde sin eneste one-night-stand i veninden Claras seng (2016: 78-79)? Historien antydes, men forbliver i det dunkle,– netop som i gysergenren; den har Judith Hermann anvendt som skabelon for sin eksistentielle fortælling, i en form for minimalisme, som enkelte af de tyske anmeldere havde deres besvær med at goutere. Generelt fik romanen flotte anmeldelser og det fortjente den. Den bliver endog bedre ved anden læsning, der åbner for nye dybder, bl.a. af de fine psykologiske portrætter af Stellas patienter. Hvis man hæfter sig ved romanens navne, er det nok ikke tilfældigt at Judith Hermann kalder sin mandlige hovedperson for Jason, kendt fra græsk mytologi, hvor han indgår et katastrofalt ægteskab med Medea, der hævner sig på hans utroskab ved at dræbe deres små børn. Stella er navnet på den kvindelige hovedperson i Offenbachs opera Hoffmans Eventyr, en gammel historie om en form for stalking. Måske hentyder navnet også til, at den kvindelige hovedperson med hjælp fra sin veninde GÅR, som Judith Hermann siger i et interview i Die Zeit:

„Ihr Roman wurde heftig angegriffen. In dieser Zeitung stand, Sie könnten nicht schreiben, und in der „Welt“ wurden Sie zurechtgewiesen, Sie sollten sich nicht anmaßen, Patricia Highsmith zu sein. Warum haben sich Ihre Kritiker so herausgefordert gefühlt?

„Mir hat mal eine Buchhändlerin einen Satz gesagt. Sie sagte: „Aller Liebe Anfang“ erzählt von einer Frau, die geht. Von einer Frau in den mittleren Jahren, die geht – und damit hätten Männer ein schweres Problem. Ich fand das ziemlich einleuchtend, erstaunlich und schön. Dieses Gehen der Hauptfigur Stella aus ihren Verhältnissen heraus ist autonom, es berücksichtigt am Ende niemanden mehr außer ihr selbst, außer Stella ganz allein. Dieses versteckte Autonomiebedürfnis ist vielleicht das Provokative gewesen. Aber alles in allem glaube ich, dass es, wenn die Kritik so harsch und heftig wird, mehr um meine Person geht als um meine Bücher.“

Deres roman blev heftigt angrebet. I denne avis stod der, at De ikke kan skrive, og i ‚Die Welt‘ blev de sat på plads: De ikke skulle anmasse dem til at være en ny Petricia Highsmith. Hvorfor har Deres kritikere mon følt sig så udfordret?

En boghandlerske har en gang sagt en sætning til mig, som jeg har hæftet mig ved. Hun sagde at ”Al Kærligheds Begyndelse” fortæller om en kvinde, der går. Om en midaldrende frue, som går – og med det har mænd et stort problem. Jeg fandt det temmelig indlysende, forbavsende og smukt. Hovedpersonen Stellas gåen ud af sine forhold er autonom, det tager til slut ingen andre hensyn end til hende selv, til Stella helt alene. Dette skjulte autonomibehov har måske været det virkelig provokerende ved romanen. Men alt i alt tror jeg, at det, når kritikken bliver så skrap og heftig, så handler det mere om min person end om mine bøger.

Men måske er der en bedre forklaring på dele af kritikken. Som det skinner igennem i Judith Hermanns forsvar, så er hun ikke Stella; så overbevisende Stella end er som romanperson, så er hun fortalt med distance - holdt ud i strakt arm af fortælleren. Romanen bliver dermed et slags eventyr, en parabel forstået som en demonstration af en tese uden konklusion. (Den tyske tekst begynder med ordene: ”Es ist so – Stella und Jason begegnen sich in einem Flugzeug”).

Den foregående ’roman’ i form af en novellesamling med samme hovedperson griber på en anden måde sin læser ved struben og holder fast – ikke mindst fordi der i Alice er stærk identitet mellem implicit forfatter og hovedperson. Her er der tale om et endnu smukkere værk end Al Kærligheds Begyndelse, et værk i ægte verdensklasse.

 

Læs også om:
Alice
Lettipark

 

ILLUSTRATION / FOTO:
Øverst: Al kærligheds begyndelse. Bogomslag med illustration af Ina Christensen
Nederst: Judith Hermann fotograferet af Andreas Labes, Berlin